Lær at lave en hjemmelavet kvast, der passer perfekt til eksempelvis nissehuen. Opskrift her
Guide til en fin og fyldig kvast
Du skal bruge
- Et stykke pap
- Saks
- Garn
Klip et stykke pap på ca. 10 x 7 cm og begynd at vikle garnet om pappet på den lange led. Jo tykkere lag, jo fyldigere kvast.
Klip garnet over. Klip et nyt stykke garn på ca. 40 – 50 cm. Træk det nye stykke garn mellem pappet og det øverste lag garn, i toppen af kvasten.
Bind en stram knude. Sørg for at begge ender er nogenlunde lige lange.
Klip garnet op i modsat ende af knuden og fjern pappet.
Glat garnet fra toppen og vikl nyt garn stramt om kvasten ca 1,5 cm fra toppen. Fiksér den nye garnende mellem fingrene så den ikke forsvinder i viklingen. Den skal bruges til at binde med.
Vikl flere gange stramt om kvasten. Klip garnet over og bind de 2 ender godt sammen. Lad enderne hænge med ned i kvasten.
Studs garnet med saksen, så garnet har ens længde. Sy til sidst kvasten stramt på huen med de to trådender.