Udgivet i

Lav selv et fint bøjleovertræk

Lav selv et fint bøjleovertræk

Jeg har en svaghed for fine bøjler, – gerne gamle, med skrift fra gamle skræddere, men også de gamle fint malede bøjler med blomster. Jeg kan slet ikke stå for dem!

I mine øjne bliver ens hæklede kreationer endnu finere når de hænger på en smuk bøjle.

For første gang har jeg selv forsøgt mig med bøjle-dekoration og hvad er da mere oplagt for en hæklenørd som jeg, end at lave et hæklet overtræk?

Det kom der dette fine bøjleovertræk ud af.

Har du selv lyst til et fint hæklet bøjleovertræk, så se med herunder for inspiration …

Lav selv et fint bøjleovertræk

Du skal bruge:

  • En gammel træbøjle (ofte kan man være heldig at finde dem i genbrugsforretninger)
  • Rester af bomuldsgarn 8/4
  • Hæklenål 3 mm
  • Stoppenål

Lav selv et fint bøjelovertræk

Jeg har hæklet på bøjlens lange led.

Opslagsrækken skal være ca. et par cm kortere end selv bøjlens underside, for at være sikker på at overtækket kommer til at ligge stramt over bøjlen.

Man kan sagtens nøjes med udelukkende at hækle fastmasker, hvilket giver et fint, tæt overtræk, – eller man kan kombinere fastmasker og pufmasker som jeg har gjort.

Når overtrækket har ca. dobbeltbredde af bøjlen, brydes garnet og der trækkes igennem.

Fold overtrækket på langs, ret mod ret og sy overtrækkets 2 kortsider sammen fra vrangsiden.

Vend igen overtrækket så retsiden vender udad.

Stik metallet på bøjlen gennem overtrækket på midten og sy det sammen langs undersiden af bøjlen som vist på billedet herunder.

Et voilá – 1 styks fin bøjle

Udgivet i

At anvende andet garn, end opskriften foreskriver

At anvende andet garn end opskriften foreskriver

Er der et spørgsmål, som er gennemgående i min mailindbakke, så er det spørgmål om alternativt garn.

“Kan opskriften hækles i (indsæt selv dit ønskede garn)”?

Og her kommer jeg virkelig til kort. Jeg vil rigtig, rigtig gerne hjælpe, men jeg er så langt fra garnekspert og kender udelukkende de mærker og garntyper jeg selv anvender og anbefaler til en opskrift. Derfor er det umuligt for mig at svare på, om et garn jeg ikke kender, kan bruges.

Derudover er det vigtigt at huske, at et design altid er bedst, eller ihverfald bliver mest lig originalen ved at anvende det garn designet er født med.

Ønsker du alligevel at anvende et alternativt garn, kan jeg hjælpe dig med at hjælpe dig selv, sådan groft sagt.

Så læs med i guiden herunder og lær hvordan du selv kan afgøre om et givent alternativt garn kan anvendes.

Hæklefasthed & hækleprøve

I alle mine opskrifter er der angivet en hæklefasthed. Dvs. den fasthed en opskrift skal hækles med for at størrelse, facon og udseende kommer til at stemme overens.

Det kan eksempelvis være: 20 stgm, 12 rækker = 10 x 10 cm, hvilket vil sige, at du på 10 cm skal have 20 stangmasker og på 10 cm i længden skal du have 12 rækker.

Læs evt. min tidligere guide omkring hæklefasthed, hvor jeg behandler emnet mere udførligt

Det første du skal gøre, når du ønsker at bruge andet garn, end det jeg har anbefalet i opskriften, er derfor at lave en hækleprøve som beskrevet herover.

Som hovedregel kan du derefter gå ud fra, at hvis du kan ramme den hæklefasthed der er angivet i opskriften med dit alternative garn, og ser prøven pæn og jævn ud, så kan du anvende dit ønskede alternative garn.

Hvor meget garn skal der så bruges af det alternative garn?

Det næste du skal have styr på er, hvor meget garn der så skal bruges af dit alternative garn for at have garn nok til opskriften.

Er løbemeteren på dit ønskede garn den samme som den løbemeter, der er opgivet i opskriften ud for, det i opskriften, anbefalede garn? Så er der ingen problemer, – du kan anvende dit garn, såfremt du kan holde hæklefastheden og er tilfreds med hækleprøvens udseende.

Er løbemeteren derimod en anden, skal du regne ud hvor meget af dit ønskede garn du skal bruge.

1. Først regner du ud, hvor mange nøgler af originalgarnet, der skal bruges i opskriften for at hækle den ønskede størrelse 

Skal du f.eks bruge 400 gram garn med en vægt på 50 gram pr. nøgle, hedder regnestykket: 

400 : 50 = 8 nøgler 

 (Dvs. Mængden af gram opskriften angiver i din str. : (divideret med) mængden af gram fra originalgarnet pr. nøgle = antal nøgler du skal bruge af originalgarnet)

2. Derefter finder du ud af, hvor mange meter det beregnede antal nøgler fra originalgarnet svarer til målt ud fra originalgarnets løbelængde

Skal du bruge 8 nøgler for at hækle opskriften i en ønsket strørrelse, hvor originalgarnet har en løbelængde på 212 meter pr. 50 gram, hedder regnestykket:

8 x 212 = 1696 meter 

 (Dvs. Antal nøgler, du skal bruge for at hækle din størrelse x (ganget med) originalgarnets løbelængde = antal meter, du skal bruge for at ramme den ønskede str.)

3. Nu mangler du kun at finde ud af, hvor mange nøgler, du så skal bruge af dit alternative garn

Det alternative garn, du vil bruge har f.eks en løbelængde på 175 meter pr. 50 gram. For at ramme de 1696 meter fra originalgarnet, ser regnestykket sådan ud: 

1696 : 175 = 9,6 nøgler (=10 nøgler, da man altid runder op til nærmeste hele)

 (Dvs. Løbelængde på originalgarn : (divideret med) løbelængde på alternativt garn = antal nøgler, du skal bruge af det alternative garn)  

Voilá, nu ved du om du kan bruge dit ønskede garn.

Udgivet i

Lær at hækle rækker, hvor vende-luftmaskerne udgør den første maske

Lær at hækle rækker, hvor vende luftmaskerne udgør den første maske

Rigtig mange af opskrifterne her på Eponas er konstrueret på den måde, at “vende-luftmaskerne” udgør den første maske på rækken. Når jeg sætter vende-luftmaskerne i citations tegn, er det fordi de, på den måde, ikke kun er til at vende med, men rent faktisk også tæller for den første maske på rækken.

Jeg vælger ofte den metode, da jeg ganske enkelt synes den giver de pæneste og mest lige kanter. Ingen grimme buler fra vendemaskerne.

Det skal lige tilføjes, at det altid er angivet i opskrifterne, om det er denne metode, der skal anvendes.

Er du usikker på, hvordan man hækler med at vende-luftmaskerne udgør den første maske på rækken, så se med i min guide herunder.

Se også: Alle mine hækleguides finder du her

Lær at hækle rækker, hvor vende-luftmaskerne udgør den første maske

Start med din opslagsrække

Metoden giver ofte mest mening til halvstang- eller stangmasker. Mit eksempel er vist med stangmasker, hvor man som regel starter i 4. lm fra nålen.

Når man starter i 4. lm fra nålen, er der 3 lm, der ikke er hæklet i først på rækken. Marker den øverste af de 3 første luftmasker, for det er her den sidste maske på næste række skal hækles

Forsæt med at hækle stangamasker rækken ud, og vend

Hækl de 2 eller 3 “vende-luftmasker”, der er angivet i opskriften.

Jeg anvender ofte kun 2 luftmasker når jeg hækler stangmasker, da jeg synes det giver det pæneste og tætteste resultat. Men der må man prøve sig frem, for at se hvad der fungerer bedst for en selv.

Markér den øverste af luftmaskerne

Fordi “vende-luftmaskerne” skal udgøre/tælle for den første maske, hækles der IKKE i den første maske. Den første rigtige stangmaske skal derfor hækles i maske nummer 2.

Forsæt med 1 stangmaske i hver maske hele rækken hen.

Hvis ikke man hækler med at luftmaskerne udgør én maske, ville man slutte her. Men det er den grimme bule forneden, hvor markøren sidder, jeg rigtig gerne vil undgå. – Derfor hækles sidste maske i 3. lm fra rækken før, hvor markøren sidder.

Sidste stangmaske hækles i 3. luftmaske fra rækken før, hvor markøren sidder

Sidste stangmaske er hæklet i 3. lm fra rækken før, – Et voila, ingen grimme buler!

Forsæt på denne måde, og få pænt lige kanter

Se også: Lær hvordan du måler din hæklefasthed

Udgivet i

Lær at lave en hjemmelavet kvast

Sådan laves en hjemmelavet kvast

Lær at lave en hjemmelavet kvast, der passer perfekt til eksempelvis nissehuen. Opskrift her

Guide til en fin og fyldig kvast

Du skal bruge

  • Et stykke pap
  • Saks
  • Garn

Klip et stykke pap på ca. 10 x 7 cm og begynd at vikle garnet om pappet på den lange led. Jo tykkere lag, jo fyldigere kvast.

Klip garnet over. Klip et nyt stykke garn på ca. 40 – 50 cm. Træk det nye stykke garn mellem pappet og det øverste lag garn, i toppen af kvasten.

Bind en stram knude. Sørg for at begge ender er nogenlunde lige lange.

Klip garnet op i modsat ende af knuden og fjern pappet.

Glat garnet fra toppen og vikl nyt garn stramt om kvasten ca 1,5 cm fra toppen. Fiksér den nye garnende mellem fingrene så den ikke forsvinder i viklingen. Den skal bruges til at binde med.

Vikl flere gange stramt om kvasten. Klip garnet over og bind de 2 ender godt sammen. Lad enderne hænge med ned i kvasten.

Studs garnet med saksen, så garnet har ens længde. Sy til sidst kvasten stramt på huen med de to trådender.

nissehuen

Opskriften på nissehuen finder du her

Udgivet i

Lær at hækle ribkant direkte på

Sådan hækles ribkant direkte på

Der findes også en video-guide på vores YouTube-kanal. Se den lige her!

Her kan du lære at hækle ribkant direkte på en sweater. – Eller på en hue, på vanter, eller hvor du ellers måtte ønske en ribkant.

Ribkanten jeg viser idag er hæklet direkte på sweateren med halvstangmasker. Altså ingen påsyning.

Jeg skifter altid til en nål, som er et halvt til et helt nummer mindre, end selve trøjen er hæklet med. Dette sikrer en pæn, tæt rib som ikke udvider sig alt for meget.

GUIDE: Lær at hækle ribkant direkte på en sweater

Efter sidste omgang på din sweater, brydes garnet ikke. I stedet forsættes direkte til ribkanten.

Skal du i stedet hækle kant ned langs forstykkerne på en cardigan, eller skal ribben have en anden farve end resten? Stik da nålen i den første maske langs kanten. Hent garnet, fastgør og følg derefter fremgangsmåden herunder.

1: Hækl det antal luftmasker (lm) du synes ribben skal være bred. Alt efter garn og nåltykkelse, hækler jeg oftest mellem 6 og 10 lm. Ribben jeg viser idag er hæklet på 8 lm. Efter de 8 lm hækles 1 ekstra lm til at vende med. Altså 9 lm i alt

2: I 3. lm fra nålen hækles 1 halvstangmaske (hstgm)

3: Hækl ligeledes 1 hstgm i hver af de øvrige 6 lm ned mod sweaterens kant (7 m i alt)

4: fastgør med 1 kædemaske (km) i første maske (m) efter luftmaske-rækken.* Hækl ligeledes 1 km i hver af de næste 2 masker. Altså 3 km i alt.

5: Vend arbejdet, spring over de 3 km …

6: Hækl 1 hstgm i bagerste maskeled i hver af de 7 hstgm fra rækken før. Hækl 1 hstgm i 2. lm (8 hstgm i alt), vend med 2 lm

7: De 2 lm udgør første maske, så den springes over. Hækl 1 hstgm i bagerste maskeled i hver af de 7 hstgm ned mod sweaterens kant (Den 7. m kan være lidt svær at finde!)

8: Fastgør med km i første ledige maske *. Gentag herefter fra pkt. 4 (fra * – *)hele sweateren rundt.

Når du har hæklet ribben færdig langs hele sweaterens kant, kan ribben enten hækles eller syes sammen, alt efter, hvad du finder pænest.

NB: På billede 7 har jeg desværre lavet en slåfejl, der skal ikke være punktum efter 2 tallet. Der skal blot stå: 2 lm udgør 1. m.

Se videoen på YouTube lige her …

Udgivet i

Lær at måle hæklefasthed

Sådan måles hæklefasthed

Jeg får temmelig ofte spørgsmål angående hæklefasthed og hækleprøver, hvilket har inspireret til dagens hækleskoleindlæg.

Især på beklædning er hæklefastheden vigtig, da trøjen, huen eller hvad det måtte være, ellers risikerer at blive enten for stor, eller for lille. Mindre vigtig er hæklefastheden på karklude, håndklæder, tørklæder og lign. hvor det ikke har den store betydning om kluden bliver en centimeter smallere eller bredere.

I indlægget herunder gennemgår jeg, hvordan du kan måle din hæklefasthed. Vil du hellere se video, kan du se den her:

Sådan laves den mest retvisende hækleprøve

Den mest retvisende hæklefasthed opnår man, hvis man hækler både flere luftmasker, men også flere rækker, end hæklefastheden foreskriver. – Og derefter måler indenfor selve prøven (se billede herunder).

Når hæklefastheden bliver mere retvisende ved at hækle flere masker og rækker, end angivet, hænger det blandt andet sammen med, at man kan have tendens til at lave opslagsrækken enten temmelig løs eller temmelig fast. Derfor kan man sjældent regne med den allerførste række.

Mål 10 cm af indenfor hækleprøven og tæl hvor mange masker. Mål derefter 10 cm i højden, og tæl, hvor mange rækker

Eksempel: Lær at måle hæklefasthed

I min prøve skal hæklefastheden gerne være 18 stangmasker pr. række og i alt 10 rækker, som til sammen skal måle 10 x 10 cm. Nål-forslaget i opskriften er 4,5.

Jeg ved med mig selv, at jeg hækler løst, og vælger derfor at prøve med nål 4.

Jeg slår omkring 30-32 lm op. Starter i 4. lm fra nålen og hækler derefter 12 rækker stgm, som jeg vender med 2 eller 3 masker, afhængig af, hvad opskriften har angivet.

Indenfor denne prøve lægger jeg mit målebånd og tæller hvor mange masker der er på 10 cm. Derefter tæller jeg, hvor mange rækker der er på 10 cm.

Andre masketyper

Mit eksempel er vist med stangmasker, men har du en opskrift der oplyser hæklefastheden i eksempelvis halvstangmasker eller fastmasker, er det naturligvis de masketyper du anvender i din hækleprøve.

Udelukkende maskeantal

Nogle opskrifter angiver kun maskeantal, og ikke antal rækker, eks. 24 stgm = 10 cm. Dette gøres ofte, hvis højden på rækkerne ikke har så stor betydning for det endelige resultat. I disse opskrifter vil det også ofte være muligt at hækle “til ønsket længde”.

I så tilfælde hækler jeg blot 2 rækker og måler mit maskeantal over 10 cm på 2. række.

Udefinerede masker

Det sidste eksempel på måling af hæklefasthed i denne omgang, må være de udefinerede masketyper, altså hvis opskriften blot angiver 24 m = 10 cm

Da er det altid de masker som opskriften skal hækles med, man laver sin hækleprøve ud fra.

I mine opskrifter anvender jeg ofte de udefinerede masker i min angivelse af hæklefasthed, hvis der er tale om en struktur. Grums (1 fm, 1 stgm), eksempelvis.

Større eller mindre nål?

Har jeg færre masker på 10 cm, end de 18 masker, som er opgivet i hæklefastheden, skal jeg ned i nålstørrelse. Og omvendt, har jeg flere end 18 masker på 10 cm, skal jeg op i nålstørrelse.