Jeg har en svaghed for fine bøjler, – gerne gamle, med skrift fra gamle skræddere, men også de gamle fint malede bøjler med blomster. Jeg kan slet ikke stå for dem!
I mine øjne bliver ens hæklede kreationer endnu finere når de hænger på en smuk bøjle.
For første gang har jeg selv forsøgt mig med bøjle-dekoration og hvad er da mere oplagt for en hæklenørd som jeg, end at lave et hæklet overtræk?
Det kom der dette fine bøjleovertræk ud af.
Har du selv lyst til et fint hæklet bøjleovertræk, så se med herunder for inspiration …
Lav selv et fint bøjleovertræk
Du skal bruge:
- En gammel træbøjle (ofte kan man være heldig at finde dem i genbrugsforretninger)
- Rester af bomuldsgarn 8/4
- Hæklenål 3 mm
- Stoppenål
Lav selv et fint bøjelovertræk
Jeg har hæklet på bøjlens lange led.
Opslagsrækken skal være ca. et par cm kortere end selv bøjlens underside, for at være sikker på at overtækket kommer til at ligge stramt over bøjlen.
Man kan sagtens nøjes med udelukkende at hækle fastmasker, hvilket giver et fint, tæt overtræk, – eller man kan kombinere fastmasker og pufmasker som jeg har gjort.
Når overtrækket har ca. dobbeltbredde af bøjlen, brydes garnet og der trækkes igennem.
Fold overtrækket på langs, ret mod ret og sy overtrækkets 2 kortsider sammen fra vrangsiden.
Vend igen overtrækket så retsiden vender udad.
Stik metallet på bøjlen gennem overtrækket på midten og sy det sammen langs undersiden af bøjlen som vist på billedet herunder.
Et voilá – 1 styks fin bøjle