Er der et spørgsmål, som er gennemgående i min mailindbakke, så er det spørgmål om alternativt garn.
“Kan opskriften hækles i (indsæt selv dit ønskede garn)”?
Og her kommer jeg virkelig til kort. Jeg vil rigtig, rigtig gerne hjælpe, men jeg er så langt fra garnekspert og kender udelukkende de mærker og garntyper jeg selv anvender og anbefaler til en opskrift. Derfor er det umuligt for mig at svare på, om et garn jeg ikke kender, kan bruges.
Derudover er det vigtigt at huske, at et design altid er bedst, eller ihverfald bliver mest lig originalen ved at anvende det garn designet er født med.
Ønsker du alligevel at anvende et alternativt garn, kan jeg hjælpe dig med at hjælpe dig selv, sådan groft sagt.
Så læs med i guiden herunder og lær hvordan du selv kan afgøre om et givent alternativt garn kan anvendes.
Hæklefasthed & hækleprøve
I alle mine opskrifter er der angivet en hæklefasthed. Dvs. den fasthed en opskrift skal hækles med for at størrelse, facon og udseende kommer til at stemme overens.
Det kan eksempelvis være: 20 stgm, 12 rækker = 10 x 10 cm, hvilket vil sige, at du på 10 cm skal have 20 stangmasker og på 10 cm i længden skal du have 12 rækker.
Læs evt. min tidligere guide omkring hæklefasthed, hvor jeg behandler emnet mere udførligt
Det første du skal gøre, når du ønsker at bruge andet garn, end det jeg har anbefalet i opskriften, er derfor at lave en hækleprøve som beskrevet herover.
Som hovedregel kan du derefter gå ud fra, at hvis du kan ramme den hæklefasthed der er angivet i opskriften med dit alternative garn, og ser prøven pæn og jævn ud, så kan du anvende dit ønskede alternative garn.
Hvor meget garn skal der så bruges af det alternative garn?
Det næste du skal have styr på er, hvor meget garn der så skal bruges af dit alternative garn for at have garn nok til opskriften.
Er løbemeteren på dit ønskede garn den samme som den løbemeter, der er opgivet i opskriften ud for, det i opskriften, anbefalede garn? Så er der ingen problemer, – du kan anvende dit garn, såfremt du kan holde hæklefastheden og er tilfreds med hækleprøvens udseende.
Er løbemeteren derimod en anden, skal du regne ud hvor meget af dit ønskede garn du skal bruge.
1. Først regner du ud, hvor mange nøgler af originalgarnet, der skal bruges i opskriften for at hækle den ønskede størrelse
Skal du f.eks bruge 400 gram garn med en vægt på 50 gram pr. nøgle, hedder regnestykket:
400 : 50 = 8 nøgler
(Dvs. Mængden af gram opskriften angiver i din str. : (divideret med) mængden af gram fra originalgarnet pr. nøgle = antal nøgler du skal bruge af originalgarnet)
2. Derefter finder du ud af, hvor mange meter det beregnede antal nøgler fra originalgarnet svarer til målt ud fra originalgarnets løbelængde
Skal du bruge 8 nøgler for at hækle opskriften i en ønsket strørrelse, hvor originalgarnet har en løbelængde på 212 meter pr. 50 gram, hedder regnestykket:
8 x 212 = 1696 meter
(Dvs. Antal nøgler, du skal bruge for at hækle din størrelse x (ganget med) originalgarnets løbelængde = antal meter, du skal bruge for at ramme den ønskede str.)
3. Nu mangler du kun at finde ud af, hvor mange nøgler, du så skal bruge af dit alternative garn
Det alternative garn, du vil bruge har f.eks en løbelængde på 175 meter pr. 50 gram. For at ramme de 1696 meter fra originalgarnet, ser regnestykket sådan ud:
1696 : 175 = 9,6 nøgler (=10 nøgler, da man altid runder op til nærmeste hele)
(Dvs. Løbelængde på originalgarn : (divideret med) løbelængde på alternativt garn = antal nøgler, du skal bruge af det alternative garn)
Voilá, nu ved du om du kan bruge dit ønskede garn.